iPhone 4S er her

Apple har endelig lanceret opfølgeren til iPhone 4. Den nye telefon hedder iPhone 4S og byder måske ikke på den helt store kosmetiske opgradering. Men du må endelig ikke tage fejl – indeni iPhone 4S hviler et bæst af dimensioner.

Apple har netop lanceret den nye iPhone 4S og Cupertino-virksomheden er ikke i tvivl: Der er tale om den mest fantastiske iPhone til dato. De første anmeldelser peger på, at de har helt ret. Den nye iPhone 4S er langt hurtigere, har et bedre kamera, avanceret stemmestyring og et styresystem, der rummer alt det, du har brug for i en smartphone anno 2011.

Helt konkret er der tale om, at iPhone 4S får en A5-processor i stedet for den A4, som sidder i iPhone 4. Af de tekniske opgraderinger peger anmelderne på, at den nye processor skulle være den største nyhed. Den betyder nemlig, at iPhone 4S er op til fem gange hurtigere end iPhone 4.

Det siger Apple i hvert fald selv. Men som sædvanligt tyder intet på, at Apple lover mere end de kan holde.

Anmeldere jubler

I de første anmeldelser af den nye iPhone 4S, bliver telefonen rost til skyerne. På en af de mest besøgte tech-sider på nettet, TechCrunch, mener sidens anmelder, at iPhone 4S markerer et kvantespring. Der er nemlig tale om en telefon, der fuldender en i forvejen nærmest perfekt telefon, skriver sidens anmelder i sin vurdering.

Flere anmeldere tager desuden livet af den frustration, som mange Apple-fans har oplevet, da Apple i første omgang ikke valgte at lancere en iPhone 5. For faktisk kunne Apple med god ret have kaldt iPhone 4S for iPhone 5. Alligevel valgte Apple at lade være, fordi iPhone 4S rent designmæssigt minder så meget om iPhone 4, at de fleste formentlig vil gå ud fra, at din iPhone 4S er en iPhone 4 og vice versa.

Beslutningen om telefonens navn er derfor ganske logisk, når man tænker over det.

Snart til Danmark

I USA har folk revet iPhone 4S ned fra hylderne. Den blev således udsolgt allerede første dag, så folk nu må vente flere uger, før de kan få fat i den nye telefon.

I Danmark kommer telefonen først i anden bølge, og det betyder, at du først kan købe telefonen i slutningen af oktober. Indtil da må du vente i spænding. Med hensyn til prisen på det nye vidunder, så tyder meget på, at priserne vil ligge tæt op af de priser vi så, da Apple lancerede iPhone 4.